En fortælling der har ramt mig dybt - Baggrunden for jeg startede firmaet “Grib ordblindheden”

Mange ordblinde børn kæmper i årevis med læsning og skrivning, før de får stillet diagnosen og tildelt en IT-rygsæk. Men selv efter diagnosen står de overfor en ny udfordring: Mange skoler har ikke de nødvendige ressourcer til at hjælpe børnene med at udnytte deres IT-hjælpemidler fuldt ud.

Jeg vil gerne dele en historie med jer, som måske kan give håb og inspiration til, hvad der er muligt med den rette støtte. Det handler nemlig ikke kun om IT-hjælpemidlerne og undervisning i disse, men også om selvværd, succes og støtte. 

Mathias var en af de første ordblinde elever, som jeg skulle undervise. Han havde i mange år kæmpet med læsning og skrivning samt trivslen. Han følte sig ofte bagud i undervisningen og utilstrækkelig i forhold til sine klassekammerater. Han deltog ikke i undervisningen og blev derfor anset for at være ‘umulig’ på trods af en tårnhøj IQ. 

Da Mathias begyndte at få hjælp af mig som ordblindelærer, blev tingene gradvist anderledes. Vi startede med at lægge en konkret plan, som var skræddersyet til hans behov. Planen indebar en struktur for, hvordan han kunne bruge teknologi til at lette læse- og skriveopgaverne. Vi arbejdede med, hvordan læse- og skriveteknologi kunne hjælpe ham med at få ordene ud, når han havde svært ved at skrive dem og med at få teksten læst op, når læsningen føltes overvældende.

Men det var ikke kun teknologien, der gjorde forskellen. Det var den tryghed og struktur, vi langsomt byggede op. Jeg var der for at guide Mathias, han kunne stille spørgsmål, når som helst, og det betød, at han ikke følte sig alene. Mathias lærte langsomt at få kontrol over sin læring ved brug af teknologien. Det var ikke kun noget, han gjorde i en enkelt time med mig om ugen – men vi fandt sammen måder at bruge teknologien på tværs af alle fag, så han kunne bruge den i de opgaver, der ellers ville have været en forhindring for ham.

Mathias' udvikling var tydelig. Hvor han før havde følt sig hæmmet af sin ordblindhed, begyndte han nu at mærke fremgang og opnå succes i alle fag. Teknologien og den struktur, vi havde lagt, hjalp ham med at overskue opgaverne i alle fag. Han vidste, at han kunne få hjælp, når han havde brug for det – og det var med til at skabe den selvtillid, han havde manglet.

Mathias fik et af skolens højeste gennemsnit og klarede sig gennem afgangsprøverne ved brug af teknologien.

Den dag i dag går Mathias i 2.g, hvor han klarer sig rigtig godt på trods af ordblindheden. Han fortæller, at han er milevidt foran de andre ordblinde elever, der ikke har modtaget samme hjælp og støtte.

I flere år har denne særlige historie om Mathias siddet fast i mig og været en drivkraft i min refleksion over, hvordan jeg kan gøre en større forskel for de elever, der kæmper på grund af ordblindhed.

Selvom tanken om at gøre en forskel har været stærk, har modet til at tage skridtet og blive selvstændig som underviser for ordblinde elever aldrig rigtig været der. Jeg har nok altid haft en lille frygt for at begive mig ud på det ukendte. Det er en frygt for det, der ligger foran – for hvad nu, hvis jeg ikke kan nå de elever, som virkelig har brug for det?

Men måske er det netop denne historie, mine følelser omkring den og min faglige viden om ordblindhed, der gør, at jeg nu føler mig klar til at tage det næste skridt. Jeg ser frem til at kunne dele min passion for ordblindhed og det, jeg brænder for, med jer.