Når teknologien svigter for de ordblinde børn

Jeg får ondt i maven på vegne af alle de ordblinde elever, der går til deres første afgangsprøver med nervøsitet i maven og en klump i halsen – og så oplever, at teknologien ikke virker.

Mange forældre ved, hvor meget forberedelse, frustration og mod det kræver for vores børn at skulle til en "rigtig" prøve. Men for ordblinde elever er det ikke bare en test i læseforståelse og grammatik. Det er også en prøve i, hvordan de kan anvende teknologibaserede strategier – programmer, oplæsning, ordforslag – alt det, de har trænet og lært at mestre som en del af deres måde at lære på.

Og det er netop det, prøverne også skal teste: hvordan de bruger deres hjælpemidler til at kompensere. Det er en del af det, vi kalder lige vilkår.

Men når teknologien ikke virker, falder det hele fra hinanden. Uroen tager over. Følelsen af afmagt vokser. Og i stedet for at få mulighed for at vise deres styrker og potentiale, bliver de fanget i et system, der ikke fungerer – netop i det øjeblik, det burde støtte dem allermest.

Som forælder gør det ondt. For vi ved, at det ikke handler om dovenskab eller manglende vilje. Det handler om adgang. Om retfærdighed. Om at blive mødt med de værktøjer, man har brug for, for at kunne lykkes.

Derfor er det så vigtigt, at vi stiller krav til, at teknologien virker – hver gang. Ikke bare for at spare tid og bøvl, men for at vores børn kan gå fra prøverne med en følelse af, at de fik lov til at vise, hvem de er – ikke hvad der gik galt.