Når dit barn bliver testet ordblind – og står alene ved startlinjen

I morgen skal jeg løbe mit allerførste maraton. Det er en udfordring, jeg har trænet op til længe, men helt ærligt: Jeg er nervøs. Jeg ved, det bliver hårdt. Jeg ved, jeg vil ramme muren. Og jeg ved også, at hvis ikke jeg havde haft min gode veninde ved min side – én der har prøvet det før, én der har troet på mig, motiveret mig og sagt:

"Du kan godt" – så var jeg nok aldrig nået hertil.

Og det får mig til at tænke på de børn, jeg møder, som er blevet testet ordblinde.

At få den besked kan føles som at blive sat til at løbe et maraton, man aldrig selv har tilmeldt sig. Man står pludselig ved startlinjen uden at vide, hvad det hele går ud på, med sko der gnaver, og med en frygt for at blive overhalet – eller værre endnu, stå helt stille mens de andre løber videre.

For mange børn føles det som om hele verden ser på dem og siger:

"Du kan ikke det, de andre kan."

Og det rammer hårdt.

Når et barn bliver testet ordblind, kan det rive op i alt det, barnet har gået og båret på. Skammen over at læse langsommere. Trætheden efter at have kæmpet sig igennem tekster, som de andre fløj let igennem. Frygten for at blive afsløret. En følelse af ikke at være god nok.

Det er ikke bare en test – det er en følelsesmæssig storm. Derfor gør jeg mig altid umage for at være den, der står ved deres side. Ligesom min veninde står ved min i morgen. Jeg siger ikke, det bliver nemt. Men jeg siger:

"Du er ikke alene. Jeg forstår dig. Og jeg tror på dig."

For det gør en forskel, når nogen forstår. Når nogen ser barnet bag diagnosen. Når nogen siger:

"Du har kæmpet længe – og nu begynder vi på en ny måde."

Jeg hepper, jeg støtter, jeg guider. Fordi ingen skal stå alene ved startlinjen og føle, at de ikke kan gennemføre. Ordblindhed er ikke enden. Det er begyndelsen på et nyt løb – med mig lige ved siden af. Og jeg lover: Dit barn kommer i mål. På sin egen måde. I sit eget tempo. Men med styrke i skridtene – og mod i hjertet.