Ventetiden koster: Ordblindhed forsvinder ikke af sig selv

Jeg har tidligere skrevet om ordblindetesten og om, hvor vigtigt det er at teste så tidligt som muligt. Ikke for at give barnet et stempel, men for at forebygge nederlag og få indarbejdet gode læringsvaner, mens barnet stadig har modet og nysgerrigheden intakt. Men de senere år har givet anledning til refleksion.

Når undervisningen gør det sværere at opdage ordblindhed

Mange lærere er i dag rigtig dygtige til at undervise i bogstavernes lyde allerede i indskolingen. Det er en kæmpe gevinst for de fleste børn – men det betyder også, at børn med begyndende læsevanskeligheder lettere kan følge med i starten.

Derfor tror jeg, at vi oplever i stigende grad, at elever, som måske er ordblinde, ikke bliver testet "røde" i slutningen af 3. klasse. De klarer sig måske lige netop godt nok til at lande i det gule felt, og så opstår spørgsmålet: Hvad gør vi så?

Den faglige vejledning siger...

Ifølge vejledningen til ordblindetesten er det muligt at reteste barnet senere, hvis testen er taget i slutningen af 3. klasse, og barnet ikke viser den forventede progression – trods målrettet undervisning. Det giver selvfølgelig fagligt mening.

Men det åbner også op for nogle vigtige dilemmaer, som vi er nødt til at forholde os til – både som lærere og forældre.

Hvad koster det at vente?

Når vi vælger at "se tiden an", risikerer vi, at barnet møder flere og flere nederlag. Og jo flere nederlag, desto sværere bliver det at bevare både selvtillid og motivation. Samtidig opstår der ofte uhensigtsmæssige vaner, som det kan være vanskeligt at ændre senere.

Hvis barnet så senere bliver testet ordblind og skal til at lære at bruge teknologi i sin læsning og skrivning, kan det opleves som en stor omvæltning – ikke kun fagligt, men også følelsesmæssigt. Ikke fordi teknologien ikke virker, men fordi barnets tro på egen læring allerede er blevet slidt tynd. Barnet skal genopbygges.

Denne udvikling har fået mig til at stille nogle spørgsmål, som jeg tror, mange fagpersoner og forældre kan genkende:

• Hvornår kan vi stole på, at testresultatet er validt?

• Er det fair, at barnet skal vente og måske opleve nederlag i mellemtiden?

• Hvordan ændrer vi uhensigtsmæssige vaner, hvis barnet sent skal lære at bruge hjælpemidler?

• Mister barnet motivationen og håbet, hvis det føler sig hægtet af?

Jeg har ikke alle svarene, og der kommer hele tiden nye spørgsmål. Men jeg tror, det er vigtigt, at vi ikke kun ser på tal og testresultater, men også ser på barnets trivsel og læringsmod, og som forældre er det vigtigt at lytte til sin mavefornemmelse. Du kender dit barn bedst.

En lille anekdote, jeg aldrig glemmer, kommer fra Silas i 5. klasse, som jeg ofte møder og spørger til. Han sagde stolt efter en prøve:

“Det er helt vildt – jeg fik dobbelt så mange rigtige med mine hjælpemidler end før!”

Det er sådan nogle øjeblikke, der bekræfter, hvorfor vi skal handle – og ikke vente.