Når strategier bliver bevidste, rykker eleverne hurtigt

Noget af det mest markante, jeg oplever i mit arbejde med elever med skriftsprogsvanskeligheder, er den udvikling, der sker, når strategier ikke længere bare er noget, vi gør, men noget, eleverne ved, at de gør. Når elever bliver bevidste om deres egne strategier, rykker de ofte forbavsende hurtigt i både læsning og skrivning.

Morfemer, små dele med stor betydning

En af de strategier, jeg vender tilbage til igen og igen, er arbejdet med morfemer, altså de mindste betydningsbærende dele i ord. Når elever får kendskab til, hvordan ord er opbygget af rodmorfemer, bindebogstaver og endelser, oplever jeg, at sproget bliver mere gennemskueligt for dem.

Pludselig er ord ikke længere noget, man skal gætte sig til, men noget, man kan analysere sig frem til og bruge sin viden. Det gælder både i læsning og skrivning. Eleverne bliver mere sikre, fordi de har noget konkret at holde fast i, når de møder nye eller lange ord og ukendte ord.

Fra gætteri til strategi

I min undervisning arbejder jeg meget med at gøre strategierne synlige. Det gør jeg blandt andet ved at spørge ind til konkrete ord i en tekst og lade eleven forklare, hvordan vedkommende kom frem til ordet.

Et eksempel fra min undervisning er med ordet vaskebaljerne.

Her forklarer eleven sin proces sådan:

  • Jeg kan genkende rodmorfemet vask

  • Jeg ved, at der er et bindebogstav e

  • Jeg kan finde det næste rodmorfem balje

  • Og jeg ved, at bestemt flertal ender på -rne

Når elever kan sætte ord på deres egne strategier på den måde, sker der noget vigtigt. De oplever, at læsning og skrivning ikke handler om at være “god” eller “dårlig” men om at have brugbare redskaber og strategier.

Bevidsthed skaber fremdrift

Det er netop denne bevidsthed, der gør forskellen. Når elever ved, hvordan de arbejder med et ord, kan de gentage strategien i nye sammenhænge. Det giver dem både faglig sikkerhed og større selvtillid.

Derfor fylder arbejdet med morfemer en central plads i min undervisning. Ikke som en isoleret øvelse, men som en strategi, eleverne kan tage med sig videre i teksterne, videre i fagene og videre i deres skolegang.

Forrige
Forrige

Når et turboforløb gør en reel forskel, derfor har jeg skabt det nye forløb TurboPlus

Næste
Næste

Når faglæreren ser eleverne på ny – hvorfor struktur, strategier og faglig læsning gør en forskel for ordblinde elever