Ordblindecamp for 6. og 7. klasse
Hjælp dit barn med at få konkrete strategier til læsning, stavning og skrivning
Har dit barn svært ved at komme i gang med skriftlige opgaver? Er det svært at overskue, hvad en opgave går ud på, eller at få tankerne ned på skrift? Måske har dit barn også svært ved at huske indholdet i en tekst, når den er blevet lyttet til.
På min ordblindecamp for elever i 6. og 7. klasse arbejder vi med konkrete strategier, der gør det lettere at læse, stave og skrive. Vi kombinerer læse og skriveteknologi med visuelle, kreative og aktive øvelser, hvor eleverne lærer at bruge strategierne i praksis. Campen foregår på små hold med maksimalt fire elever, så der er god tid til at hjælpe den enkelte elev.
Næste ordblindecamps foråret 2027
Jeg afholder en ordblindecamp for elever i 6. og 7. klasse i foråret 2027.
Camp: To dage kl. 9.00–14.00.
Campen foregår fysisk i Hørsholm på små hold med maks. 4 deltagere.
Introduktionspris: 5.999 kr.
Den præcise dato offentliggøres, når den er fastlagt.
Mange ordblinde børn oplever, at det bliver mere krævende at læse og skrive, efterhånden som de kommer længere op i skolen. De skriftlige opgaver bliver længere, og eleverne skal i højere grad selv kunne planlægge, strukturere og formulere deres tekster. Det kan være svært at vide, hvor man skal begynde.
Måske genkender du, at dit barn:
Har svært ved at forstå, hvad en skriftlig opgave går ud på.
Bruger lang tid på at komme i gang med at skrive.
Har svært ved at skabe struktur og sammenhæng i en tekst.
Ikke altid får brugt ordforslagene, når der skal staves.
Har svært ved at huske, hvad en tekst eller et kapitel handler om efter lyttelæsning.
Har brug for hjælp til at skabe overblik over større opgaver.
Ofte handler det ikke kun om at kunne bruge sine hjælpemidler. Det handler også om at have nogle gode strategier til at gribe opgaverne an. Og netop det arbejder vi med på campen..
Hvad arbejder vi med på ordblindecampen?
På campen arbejder vi med tre centrale områder: læsning, stavning og skrivning.
Målet er, at eleverne får konkrete strategier, som de kan tage med sig tilbage i skolen og bruge i forskellige fag
-
1. Lyttelæsning og forståelse
Det er ikke altid nok at få en tekst læst højt. Eleven skal også kunne forstå og huske indholdet.
Vi arbejder derfor med, hvordan man kan:
Dele længere tekster og bøger op i mindre bidder.
Stoppe op undervejs og tænke over det, man har lyttet til.
Bruge tale til tekst til at indtale korte refleksioner.
Skabe overblik over, hvad de enkelte kapitler handler om.
Bruge forskellige strategier til bedre at huske og forstå indholdet.
Vi arbejder blandt andet med, at eleverne indtaler korte sætninger om det, de har lyttet til.
Her handler det ikke om, at alt skal være stavet eller formuleret korrekt. Det handler om at få sat ord på indholdet og arbejde aktivt med forståelsen.
-
2. Stavning og brug af ordforslag
Mange ordblinde elever kender deres hjælpemidler, men det betyder ikke nødvendigvis, at de bruger dem hensigtsmæssigt.
Når ordene bliver længere og mere komplicerede, kan det være svært at finde det rigtige ord blandt ordforslagene.
På campen arbejder vi derfor med:
Strategier til at stave ord.
Hvordan man kan bruge ordforslag mere aktivt.
At lytte til ordforslagene og vælge det rigtige ord.
At kombinere stavestrategier med hjælpemidlerne.
At blive mere opmærksom på, hvornår hjælpemidlerne kan understøtte stavningen.
Eleverne får mulighed for at afprøve strategierne gennem forskellige øvelser, hvor vi arbejder med både ord og mindre tekster.
-
3. Struktur og skriftlig fremstilling
Det kan være svært at skrive en tekst, hvis man ikke ved, hvordan man skal begynde, eller hvad teksten skal indeholde.
Derfor arbejder vi med at gøre de skriftlige opgaver mere overskuelige.
Eleverne lærer blandt andet at:
Dele større opgaver op i mindre bidder.
Bruge skabeloner til at skabe struktur.
Anvende sætningsstartere til at komme i gang.
Bruge ord og formuleringer, der passer til forskellige teksttyper.
Skabe sammenhæng mellem sætninger og afsnit.
Bruge læse og skriveteknologi som en aktiv del af skriveprocessen.
Hvis eleven eksempelvis skal skrive en argumenterende tekst, arbejder vi med, hvordan ord som for det første, for det andet og derfor kan hjælpe med at skabe struktur og sammenhæng.
Det giver eleven noget konkret at gribe fat i, når teksten skal skrives.
Praktisk information om ordblindecampen
Målgruppe: Ordblinde elever i 6. og 7. klasse.
Varighed: To dage fra kl. 9.00 til 14.00.
Antal deltagere: Maksimalt fire elever.
Sted: Hørsholm
Datoer: De kommende datoer er endnu ikke fastlagt.
Vil du høre, om campen er noget for dit barn?
Du er meget velkommen til at booke en gratis og uforpligtende samtale med mig.
Her kan du fortælle om dit barns udfordringer, og vi kan sammen tale om, hvorvidt campen vil være et godt tilbud.
Hvad sker der efter tilmelding?
Når du har tilmeldt dit barn til ordblindecampen, modtager du en bekræftelse på tilmeldingen.
Inden campen får I praktisk information om de to dage, herunder adresse, mødetid og hvad dit barn eventuelt skal medbringe.
Dit barn får også adgang til de tre onlinekurser om retskrivningsprøven, læseprøven og skriftlig fremstilling. Kurserne bliver en del af arbejdet på campen og kan efterfølgende bruges igen derhjemme som træning frem mod prøverne.
Kort inden campen sender jeg en reminder med de sidste praktiske oplysninger, så I ved, hvad I skal forholde jer til.
På selve campen sørger jeg for undervisningsmaterialer, snacks og drikkevarer.
Hvem er Camilla Juul Jensen?
Jeg står bag Grib Ordblindheden og er uddannet lærer og og cand.pæd. i dansk didaktik med speciale i ordblindhed og læse- og skriveteknologi.
Jeg har stor erfaring med at undervise ordblinde elever på små hold og arbejder med sammenhængen mellem danskfaglig viden, konkrete strategier og læse- og skriveteknologi. Jeg har blandt andet udviklet stavestrategier for Gyldendal og arbejder som formidlingskonsulent hos Vitec MV, der står bag IntoWords.
På campen er det vigtigt for mig at skabe et lille og trygt fællesskab, hvor der er plads til at stille spørgsmål og afprøve nye strategier. Mit mål er ikke kun, at dit barn bliver bedre forberedt på prøverne, men også at barnet bliver mere selvstændigt og får større tillid til egne muligheder.