Testet gul i Ordblindetesten eller bare testet for tidligt?

Er dit barn blevet testet gult i Ordblindetesten, men kæmper stadig med at læse og stave? Så er det vigtigt at vide, hvad resultatet betyder, og hvornår der kan være grund til at undersøge dit barns vanskeligheder igen.

Som forælder kan det være frustrerende at få at vide, at ens barn ikke er ordblind, når man hver eneste dag oplever, hvor svært det er for barnet at læse og stave.

Måske tager lektierne lang tid. Måske undgår dit barn at læse højt eller skrive længere tekster. Eller måske oplever du, at dit barn mister troen på sig selv, fordi skolearbejdet er svært.

Men hvis Ordblindetesten viser gul, betyder det så, at dit barn ikke har brug for hjælp?

Og kan det være, at dit barn er blevet testet for tidligt?

Hvad betyder det at blive testet gul i Ordblindetesten?

Den nationale ordblindetest inddeler elevernes resultater i tre kategorier:

  • Rød: Eleven er ordblind.

  • Gul: Eleven har usikker fonologisk kodning.

  • Grøn: Eleven er ikke ordblind ifølge testen.

Når et barn bliver testet gult, betyder det, at barnet har vanskeligheder med at forbinde bogstaver og lyde, men ikke i samme grad som elever, der bliver testet røde.

Det kaldes usikker fonologisk kodning. Det kan blandt andet betyde, at barnet læser langsomt, har svært ved at afkode nye ord eller er usikker, når det skal stave.

Og her er der noget vigtigt, som jeg gerne vil understrege:

Et gult testresultat betyder ikke, at dit barn ikke har læse- og stavevanskeligheder.

Tværtimod beskriver Børne- og Undervisningsministeriets vejledning, at elever med usikker fonologisk kodning har brug for undervisning, der styrker deres læse- og stavefærdigheder.

Kan mit barn være blevet testet for tidligt?

Den nationale ordblindetest kan anvendes fra marts i 3. klasse. Men netop i 3. klasse kan der være større usikkerhed om, hvorvidt et barn er ordblind.

Det fremgår af Børne- og Undervisningsministeriets faglige vejledning til Ordblindetesten fra februar 2026.

Her understreges det, at skolen skal være særlig opmærksom på elever, der bliver testet gule i 3. klasse. Hvis barnet fortsat viser tegn på ordblindhed, selvom det har modtaget en særlig tilrettelagt læseindsats og er blevet støttet i at læse i fritiden, kan der være grund til at teste barnet igen på et senere klassetrin.

Det er dog ikke sådan, at alle børn med et gult resultat automatisk skal gentestes. En ny test skal bygge på en individuel faglig vurdering og en grundig læsefaglig begrundelse.

Der er heller ikke fastsat et bestemt klassetrin, hvor en eventuel gentest skal finde sted.

Det betyder, at et gult testresultat i 3. klasse ikke nødvendigvis behøver at være den endelige konklusion.

Derfor er det vigtigt, at skolen følger barnets udvikling og løbende vurderer, om den undervisning, barnet modtager, har den ønskede effekt.

Du kan læse mere i Børne- og Undervisningsministeriets faglige vejledning til Ordblindetesten fra februar 2026, afsnit 5.4 på side 16-17.

Et gult testresultat må ikke betyde, at hjælpen stopper

For mig er det vigtigt, at vi ser på barnet og ikke kun på resultatet af en test. For hvad hjælper det et barn at få at vide, at det ikke er ordblind, hvis barnet stadig har svært ved at følge med i undervisningen?

Måske bruger barnet dobbelt så lang tid på at læse en tekst som sine klassekammerater. Måske begrænser barnet sig, når det skal skrive, fordi det ikke kan stave de ord, det gerne vil bruge.

Det kan påvirke både motivationen og troen på egne evner. Derfor er det afgørende, at barnet får hjælp til at udvikle sine læse- og stavefærdigheder, uanset om Ordblindetesten viser gul eller rød.

Det kan eksempelvis være gennem systematisk undervisning i afkodning, stavestrategier og læseflyd. For nogle børn kan læse- og skriveteknologi også være en vigtig støtte i skolehverdagen.

Det vigtigste er, at undervisningen tager udgangspunkt i barnets behov, og at skolen løbende følger op på udviklingen.

Hvad kan du gøre som forælder?

Hvis dit barn er testet gult, men fortsat har svært ved at læse og stave, vil jeg anbefale, at du tager en samtale med skolens læsevejleder eller dansklærer.

Du kan blandt andet spørge:

  1. Hvilke konkrete vanskeligheder viser mit barns testresultat?

  2. Hvilken målrettet undervisning får mit barn?

  3. Hvordan følger I op på, om undervisningen virker?

  4. Hvilke hjælpemidler kan mit barn få glæde af?

  5. Kan der være grund til yderligere udredning eller en eventuel gentest?

Jeg vil også anbefale, at I sammen med skolen får lagt en plan med konkrete mål og aftaler om opfølgning.

For det er ikke nok, at barnet får hjælp. Det er også vigtigt, at hjælpen virker.

Se på dit barnet

Den nationale ordblindetest er et vigtigt redskab til at identificere ordblindhed, men testen skal altid ses i sammenhæng med barnets øvrige læse- og stavefærdigheder. Særligt hvis barnet er blevet testet gult i 3. klasse, er det vigtigt at følge udviklingen tæt.

Jeg møder børn og unge, som gennem længere tid har oplevet nederlag i skolen, fordi læsning og stavning er svært.

Og jeg ved, hvor meget det betyder, når de begynder at opleve, at de faktisk kan lykkes med de rigtige strategier og den rette støtte.

For mig er det vigtigste ikke, hvilken farve barnet har fået i Ordblindetesten, men at barnet får den hjælp, det har brug for.

Har dit barn svært ved at læse og stave?

Hos Grib Ordblindheden tilbyder jeg individuel undervisning til børn og unge med ordblindhed. Her arbejder vi med læse- og skriveteknologi, stavestrategier og konkrete redskaber, der kan gøre skolehverdagen lettere.

Er du i tvivl om, hvilken hjælp dit barn har brug for, er du velkommen til at booke en gratis og uforpligtende samtale.

Læs mere om individuel ordblindeundervisning hos Grib Ordblindheden

Kilde:

Børne- og Undervisningsministeriet (2026). Faglig vejledning til Ordblindetesten, afsnit 5.4, side 16–17.

Se den officielle vejledning til Ordblindetesten (PDF)

Næste
Næste

Hjælpemidler til ordblinde børn: 5 konkrete måder at bruge dem i skolearbejdet