Skrivsikkert.dk – en ny AI-hjælp til dansk og ordblinde elever
I de seneste år er der kommet mange digitale værktøjer til at hjælpe elever – og særligt ordblinde – med at læse og skrive. Det nyeste skud på stammen er Skrivsikkert.dk, et danskudviklet AI-baseret grammatik- og stavekontrolværktøj.
Jeg har endnu ikke selv prøvet det i undervisningen, men jeg har undersøgt funktionerne, og de ser lovende ud. En af de mest spændende muligheder er forforståelse-funktionen. Den kan hjælpe eleverne med at få et bedre greb om svære eller ældre tekster ved at give dem et overblik over indholdet, inden de går i gang. Det kan gøre en stor forskel for læseforståelsen.
Men som med alle teknologiske hjælpemidler er det vigtigt at understrege: Programmet kan ikke stå alene. Ligesom med AppWriter og IntoWords kræver det, at eleverne samtidig får faglig undervisning, en struktureret ramme og støtte til at lære, hvordan de bedst bruger teknologien. Mange ordblinde elever har brug for ekstra stilladsering og hjælp til at skabe overblik – ellers kan værktøjerne hurtigt blive uoverskuelige.
Over de næste uger vil jeg afprøve Skrivsikkert.dk med mine elever. Jeg glæder mig til at se, hvordan det fungerer i praksis – og jeg lover at dele mine erfaringer her på bloggen.
Klik på linket og se en video, hvor jeg guider dig gennem de forskellige funktioner, som programmet kan.