Visuel støtte for ordblinde børn: Sådan kan simple tegninger skabe mere ro i hverdagen
Morgener kan være kaotiske i mange familier. Tøj, madpakker, sko og børn, der skal ud ad døren – ofte på samme tid. For mange forældre ender det med gentagne påmindelser og en stemning, der hurtigt bliver stresset.
Jeg kender det alt for godt. Min yngste på 7 år havde svært ved at komme i gang om morgenen, og jeg måtte hele tiden minde hende om, hvad hun skulle gøre. Det gjorde både hende og mig frustrerede – og vores morgener var sjældent hyggelige.
En enkel løsning: Visuel støtte
Sammen fandt vi på en løsning, der har ændret vores morgener markant: en visuel guide. Vi tegnede trin for trin, hvad hun skulle gøre – stå op, tage tøj på, børste tænder, spise morgenmad – og hun farvede selv tegningen. Guiden hænger nu fremme, så hun altid kan se den.
Det betyder, at hun selv kan følge rutinen uden hele tiden at skulle spørge – eller uden at jeg skal minde hende om det. Resultatet? Meget mere ro, bedre stemning og en følelse af, at hun kan selv.
Hvorfor virker visuel støtte?
Tydelighed: Børn kan se, hvad de skal, i stedet for at holde styr på det i hovedet.
Ejerskab: Når barnet selv er med til at lave guiden, får de lyst til at følge den.
Struktur: Rutiner bliver lettere at huske, fordi de bliver synlige.
Jeg elsker at visualisere ting for børn – også i mit arbejde som ordblindelærer. Her bruger jeg både skemaer og tegninger for at gøre opgaver overskuelige. For ordblinde børn kan det være en kæmpe hjælp, fordi de ofte er på overarbejde med sproget. En fast og genkendelig struktur frigiver energi, så de kan fokusere på det, der er svært, uden at alt andet bliver uoverskueligt.
Ikke kun til morgenen
Hos os er den næste tegning på vej: en guide til aftenrutinen. Efter aftensmaden skal hun læse og gøre sig klar til at sove – også her kan visuel støtte skabe ro og gøre overgangen lettere.
Prøv det hjemme hos jer
Visuel støtte behøver ikke være kunstværker. Sæt jer sammen, tegn de vigtigste trin i barnets rutine, og lad dit barn være med til at farve eller dekorere. På den måde bliver det både en hyggelig aktivitet og en praktisk hjælp i hverdagen.